Den innovative undersøgelse blev distribueret på mobilspilnetværk for at nå ud til målgrupper, som er svære at nå i traditionelle afstemninger - så som unge under 18 år. Foto: UNDP Bhutan


‘Folkets Klimaafstemning’, som UNDP har stået for, afspejler over halvdelen af verdens befolkning, viser tal bearbejdning af Oxford Universitet. 64 procent af befolkningen mener, at klimaforandringerne repræsenterer en global nødsituation, på trods af den igangværende COVID-19-pandemi.

New York, 27. januar 2021 - Resultaterne fra Folkets Klimaafstemning - den største undersøgelse af den offentlige mening om klimaforandringer nogensinde, offentliggøres i dag. Undersøgelsen dækker 50 lande med over halvdelen af verdens befolkning og omfatter over en halv million mennesker under 18 år - en vigtig målgruppe i forhold til klima, som typisk ikke har stemmeret ved almindelige valg.

Detaljerede resultater opdelt efter alder, køn og uddannelsesniveau deles med regeringer over hele verden af FN's Udviklingsprogram (UNDP), der har organiseret den innovative afstemning sammen med Oxford Universitet. I mange af de deltagende lande er det første gang, at der er blevet lavet store meningsmålinger om, hvad offentligheden mener om klimaforandringer. 2021 er et afgørende år i forhold til nationale klimaforpligtelser, blandt andet på grund af FN's Klimatopmøde i Glasgow, Storbritannien, til november, hvor vigtige forhandlinger skal finde sted.

I undersøgelsen blev respondenterne spurgt om, hvorvidt klimaforandringerne, efter deres mening, repræsenterede en global nødsituation, og om de støttede 18 centrale klimapolitikker på tværs af seks indsatsområder: økonomi, energi, transport, mad og gårde, natur og beskyttelse af mennesker.

Resultaterne viser, at folk ofte ønsker en bred klimapolitik ud over den nuværende indsats. I otte af de ti undersøgelseslande, med de højeste emissioner fra energisektoren, støttede et flertal for eksempel mere vedvarende energi. I fire ud af de fem lande, med den højeste emission fra ændringer i arealanvendelsen, var der flertal for bevarelse af skov og naturområder. Ni ud af ti af de lande med størst andel af folk, der bor i byer, støttede mere brug af elbiler og busser eller cykler.

Achim Steiner, UNDP’s øverste chef, sagde: ”Det betyder ikke noget, hvor du kommer fra, folk er enige om, at klimaforandringer repræsenterer en global nødsituation. Folkets Klimaafstemning har også vist, at folk er opmærksomme på de indsatser, det kræver. Fra klimavenligt landbrug til beskyttelse af naturen og investering i en grøn genopretning. Folkets Klimaafstemning giver landene et klart mandat til at handle for klimaet med folkets opbakning.”

Den innovative undersøgelse blev distribueret på mobilspilnetværk for at nå ud til målgrupper, som er svære at nå i traditionelle afstemninger - så som unge under 18 år. Eksperter i meningsmålinger ved Oxford Universitet vægtede den store mængde data for at gøre den repræsentativ for alder, køn og befolkningsprofiler for uddannelse i landene i undersøgelsen, hvilket resulterede i små fejlmargener på +/- 2%.

Politikker på klimaområdet havde bred støtte, hvor den mest populære var bevarelse af skove og naturområder (54% offentlig opbakning), mere sol-, vind- og vedvarende energi (53%), vedtagelse af klimavenlige landbrugsteknikker (52%) og mere investering i grønne virksomheder og jobs (50%).

Stephen Fisher, Professor ved Institut for Sociologi på Oxford Universitet, sagde: ”Undersøgelsen - den største undersøgelse af den offentlige mening om klimaforandringer nogensinde - har vist os, at mobile spilnetværk ikke kun kan nå ud til mange mennesker, de kan også engagere forskellige slags mennesker i en forskelligartet gruppe af lande. Folkets Klimaafstemning har leveret en skat af data om den offentlige mening, som vi aldrig har set før. Anerkendelse af, at klimaforandringerne repræsenterer en nødsituation er meget mere udbredt end tidligere antaget. Vi har også fundet ud af, at de fleste mennesker klart ønsker stærke og vidtrækkende politikker.”

Undersøgelsen viser en direkte sammenhæng mellem en persons uddannelsesniveau og deres ønske om klimahandling. Der var meget høj anerkendelse af, at klimaet repræsenterer en nødsituation blandt dem, der havde gået på universitet i alle lande, fra lande med lavere indkomst som Bhutan (82%) og Den Demokratiske Republik Congo (82%) til velhavende lande som Frankrig ( 87%) og Japan (82%).

Når det kommer til alder, var yngre mennesker (under 18) mere tilbøjelige til at sige, at klimaforandringer repræsenterer en nødsituation end ældre. Ikke desto mindre var andre aldersgrupper ikke langt bagefter med 65% af dem i alderen 18-35, 66% i alderen 36-59 og 58% af dem over 60 år, hvilket illustrerer, hvor udbredt dette synspunkt er blevet.

Hele rapporten kan dowloades her

Medie kontakt
Mette Fjalland, UNDP’s nordiske kontor, mette.fjalland@undp.org / +45 5183 6228

###  ###  ### 

UNDP er FN’s førende udviklingsorganisation i kampen for at afskaffe fattigdom, ulighed og klimaforandringer. I samarbejde med vores brede netværk af eksperter og partnere i 170 lande hjælper vi nationer med at opbygge integrerede og varige løsninger for mennesker og planeten.

Lær mere på www.undp.org eller følg @UNDP

 

UNDP Rundt om i verden