Næsten 90 procent af mænd og kvinder i verden har fordomme om kvinder

Ny analyse påpeger et ’glasloft’ og kommer med bud på hvordan det kan brydes

5. March 2020

--- Image caption ---

København, den 5. marts 2020 - Hvor stort og tykt er glasloftet? Ny analyse tyder på, at det dækker alle aspekter af kvinders liv og at det er konstrueret af ​​dybtliggende forudindtaget holdninger og fordomme omkring kvinder, der hersker hos både mænd og kvinder i hele verden.

Dette er konklusionerne bag det nye Gender Social Norms Index, som i dag lanceres af FN’s Udviklingsprogram UNDP. Indekset måler hvordan sociale overbevisninger forhindrer ligestilling mellem kønnene på områder som politik, arbejde og uddannelse. Det indeholder data fra 75 lande, som dækker 80 procent af verdens befolkning.

Den nye analyse afslører, at på trods af årtiers fremskridt på ligestillingsområdet har næsten 90 procent af mænd og kvinder en forudindtaget holdning omkring kvinder. Det giver os et godt praj om de usynlige barrierer, kvinder står overfor i kampen for lighed, og hvad der skal til for at sprænge glasloftet.

Ifølge indekset tænker omkring halvdelen af ​​verdens mænd og kvinder, at mænd er bedre politiske ledere. Over 40 procent tænker, at mænd er bedre virksomhedsledere og at mænd har mere ret til et arbejde, når der er mangel på jobs. 28 procent mener, det er berettiget for en mand at slå sin kone.

Rapporten indeholder også informationer om hvordan fordomme har ændret sig over tid i omkring 30 lande. De viser, at alt imens der er sket forbedringer i nogle lande, så lader det til at holdninger i andre lande er forværret de seneste år, hvilket fortæller os, at vi ikke bør tage fremskridt for givet.

”Vi er kommet meget langt de seneste årtier for at sikre, at kvinder har samme adgang til livets grundlæggende behov som mænd. Vi har nået lighed i tilmelding til ​​grundskoleuddannelse og nedsat mødredødelighed med 45 procent siden 1990. Men kønsforskelle er stadig alt for åbenlyse på andre områder, især dem, der udfordrer magtrelationerne og er vigtigst i forhold til at opnå ægte ligestilling. I dag er kampen om ligestilling en historie om forudindtaget holdninger og fordomme” udtaler Pedro Conceição, chef for UNDP’s Human Development Report kontor.

Skævhed i magtforholdet

Rapporten analyserer hvorfor der stadig eksisterer stor skævhed i magtforholdet mellem mænd og kvinder i vores økonomier, vores politiske systemer og vores virksomheder, på trods af fremskridt indenfor grundlæggende udviklingsområder som uddannelse, sundhed og lovgivning omkring kvinders politiske og økonomiske ret til deltagelse i samfundet.

For eksempel kan lige mange mænd og kvinder ofte stemme, men ikke desto mindre udgør kvinder kun 24 procent af verdens parlamentariske pladser, og der er kun 10 kvindelige regeringschefer ud af 193. Kvinder på arbejdsmarkedet er lavere betalt end mænd og det er langt mindre sandsynligt for kvinder at være i ledende stillinger: mindre end 6 procent af administrerende direktører i Standard & Poor’s 500 virksomheder er kvinder og selvom kvinder arbejder flere timer end mænd, er det mere sandsynligt, at dette arbejde er ulønnet plejearbejde.

”Det arbejde, som effektivt har sat en stopper for ulighed i sundhed og uddannelse, skal nu videreudvikles til at tackle noget langt mere udfordrende: de dybe og indgroede fordomme - blandt både mænd og kvinder – hen imod ægte lighed. Selvom de nuværende politikker er velment, så er de også begrænsede” udtaler UNDP’s øverste chef Achim Steiner.

2020 markerer 25-års jubilæet for Beijing-erklæringen og Handlingsplan (Beijing+25), den hidtil mest visionære dagsorden for styrkelse af kvindernes rettigheder og muligheder.

UNDP opfordrer regeringer og institutioner til at bruge nye politiske værktøjer, der udfordrer fordomme, diskriminerende sociale normer og magtstrukturer. For eksempel gennem brug af skatter, der tilskynder en mere ligelig fordeling af børnepasning, eller ved at opmuntre kvinder og piger til at gå ind i traditionelt mandsdominerede erhverv som militæret og informationsteknologi.

“#MeToo, #NiUnaMenos, #TimesUp. #UnVioladorEnTuCamino. De mange demonstrationer verden over er drevet af unge feminister, og signalerer et behov for nye alternativer til en anderledes verden” udtaler Raquel Lagunas, UNDP’s ligestillingschef. ”Vi skal handle nu for at bryde barrieren af fordomme, hvis vi ønsker at se fremskridt med den hastighed og det omfang, der er nødvendig for at opnå ligestilling og indfri visionen for Beijing-erklæringen og verdensmålene for bæredygtig udvikling.”

Se hele rapporten på http://hdr.undp.org/en/GSNI

Om Gender Social Norms Indekset

Indekset viser hvordan social overbevisning forhindrer ligestilling på flere områder - politisk, uddannelsesmæssigt, økonomisk og fysisk integritet. Indekset er konstrueret på baggrund af svar på syv spørgsmål fra World Values ​​Survey, der bruges til at skabe syv indikatorer. Indekset er tilgængeligt for 75 lande, der dækker 81 procent af verdens befolkning. Tidsperspektiveret tendenser er tilgængelige for 31 lande, der dækker 59 procent af den globale befolkning.

 

UNDP og ligestilling:

UNDP’s ligestillingsstrategi fokuserer på at fjerne strukturelle barrierer for kvinders økonomiske muligheder; forebygge kønsbaseret vold; fremme kvinders deltagelse og ledelse i alle former for beslutningstagning; og styrke strategier, der støtter både kvinder og mænd i kriseforebyggelse, beredskab og genopbygning, herunder i forbindelse med klimaforandringer.

- I 2019 oprettede UNDP 74 nye partnerskaber for at takle diskriminerende kønsmæssige normer.

- UNDP har arbejdet i 97 lande for at fremme kvinder i ledelse af naturressourcer, i 74 lande for at integrere køn i miljø- og klimapolitikker, planer og rammeaftaler.

- 48% af alle registrerede vælgere i 39 lande støttet af UNDP’s valgbistand er kvinder.

- Med UNDP støtte fik 23,4 millioner kvinder adgang til basale serviceydelser, finansielle tjenester og ikke-finansielle aktiver i 2019. 

- UNDP arbejdede i 26 lande i 2019 for at sikre, at 1,7 millioner kvinder i krise- og konfliktsituationer eller post-krise- og konfliktsituationer fik adgang til job og forbedrede levestandarder.

- UNDP er kernepartner i EU-FN’s Spotlight Initiativ, et globalt og flerårigt initiativ, som fremskynder bestræbelserne på at stoppe vold mod kvinder og piger, målrettet mod 50 millioner direkte modtagere i fem regioner og mere end 25 lande.

Fremskridt siden Beijing-erklæringen og Handlingsplan 1995:

- Flere piger er i skole end nogensinde før; flere lande har nået lighed på uddannelser; læsefærdigheder er forbedre, særligt blandt unge.

- Den globale mødredødelighed er faldet med 38% fra 2000 til 2017.

- I løbet af det seneste årti er antallet af fødsler med supervision af kvalificeret sundhedspersonale steget med 12 procent.

- Globalt set er andelen af kvindelige parlamentariker fordoblet siden 1995.

- Der har været konstant fremskridt i løbet af de sidste to årtier med vedtagelsen af lovgivning til bekæmpelse af vold mod kvinder. I dag har mere end 3/4 af lande lovgivning om vold i hjemmet.

For yderligere information: Mette Fjalland, UNDP’s nordiske kontor, mette.fjalland@undp.org, +45 5183-6228