Afrikas befolkning forventes fordoblet til 2,5 mia. frem mod 2050. Samtidig vil en tredjedel af verdens unge bo i Afrika i 2050. Allerede i 2017 var 60 % af befolkningen under 25 år.

Det skaber både muligheder og udfordringer. Generelt står de afrikanske lande over for en opgave med at skabe jobs til den voksende befolkning, især de unge. Samtidig er det afgørende at sikre bl.a. ligestilling, kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, uddannelse, retssikkerhed og god regeringsførelse.

Hvis disse problemstillinger ikke adresseres, vil et voksende antal afrikanere foretage den farefulde rejse mod nord. Ifølge IMF kan migration fra Afrika syd for Sahara til OECD-lande tredobles fra 6 mio. i 2013 til 18 mio. i 2040.

Dette rejser en række spørgsmål til Danmarks og EU’s engagement i Afrika. For hvordan sikres en fremtid i Afrika for kommende afrikanske generationer?

Få en helt unik mulighed for at møde de tre danske ambassadører Marianne Kress (Mali), Mette Knudsen(Kenya) og Tomas Anker Christensen (Egypten) samt Mette Fjalland fra FN’s udviklingsorganisation UNDP og Pernille Fenger fra FN's befolkningsfond UNFPA i FN Byen i København, når de deler ud af erfaringer og syn på Afrikas fremtid.

NB! Ankom senest kl. 16.00, og sørg for at have billedlegitimation med (pas eller kørekort) til sikkerhedstjek. Tilmelding lukker den 15. august, og deltagere kan kun bestille én billet ad gangen i eget navn.

Tilmeld

Pris: Gratis, men individuel tilmelding påkrævet.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med Udenrigsministeriet, FN Byen, UNDP og UNFPA.

UNDP Rundt om i verden