Som teknisk leder af FN’s socioøkonomiske COVID-19 indsats, arbejder UNDP for at støtte partnerlande i at overvinde de udfordringer, som COVID-19 medfører og forværrer. I denne artikel fortæller tre nordiske statsborgere, der arbejder for UNDP, om deres oplevelser midt i pandemien og om de konkrete projekter UNDP arbejder på rundt om i verden. På billedet ses Ida Uusikylä og Benedicte Storm.

Danske Benedicte Storm begyndte at arbejde som Junior Professionel Officer (JPO) i UNDP’s ’governance team’ i Mali lige før Covid-19-pandemien ramte.

Hun er bekymret over pandemien, der kan forværre den nuværende konflikt, udhule tilliden og forværre den socioøkonomiske eksklusion i landet. Som en del af Covid-19 indsatsen i Mali arbejder UNDP for at sætte ind overfor misinformation og for at styrke tilliden mellem myndighederne og borgerne.

”I Mali har UNDP, sammen med Ministeriet for Sundhed og Sociale anliggender og Tuwindi-stiftelsen, lanceret en ny app kaldet ASSA. ASSA er både en sundhedstjeneste, der sporer og overvåger virusspredningen, men vigtigst af alt fungerer den som et redskab, der faciliterer dialog og giver rettidig information til samfund, sundhedsmedarbejdere og befolkningen generelt - selv i fjerntliggende områder. Derudover har UNDP fokus på at mobilisere unge lokale frivillige til at øge bevidstheden og opbygge modstandskraft i de små samfund.”, siger Storm, der er imponeret over, hvor innovativ og fleksibel UNDP har været i en svær situation, hvor det var vigtigt at sikre fortsættelsen af ​​arbejdet.

Effektive politikker på det rigtige tidspunkt: Evidensbaseret COVID-19 indsats 
I mange lande er sundhedssystemerne hårdt udfordret på grund af Covid-19. Men pandemien er ikke kun en sundhedskrise:

”Selvfølgelig er vi nødt til at have fokus på de sundhedsmæssige aspekter af krisen, men det er også vigtigt at håndtere de socioøkonomiske konsekvenser, som landenes Covid-19 tiltag har medført,” siger Siv Skarbøvik, norsk overvågnings- og evalueringsanalytiker i UNDP Nigerias ’Knowledge Hub’.

For at træffe de bedst mulige beslutninger i en vanskelig situation, understøtter UNDP evidensbaserede COVID-19 indsatser:

”I Nigeria, det land med den største befolkning i Afrika, indsamler og analyserer UNDP data for at forudsige, hvor pandemiens konsekvenser vil ramme hårdest, så man kan udforme effektive og nødvendige politikker”, præciserer Skarbøvik.

Innovativt og kreativt arbejde
Nu, mere end nogensinde før, har verden brug for nye og innovative måder at arbejde på for at nå målene for bæredygtig udvikling inden 2030. Og Storm er begejstret for at arbejde med mere kreative former for kommunikation:

”I Mali og Tchad arbejder UNDP sammen med lokalsamfundet om f.eks. at skabe en tegneserie, der kan bekæmpe misinformation”, siger hun.

I UNDP's Accelerator Labs - verdens største og hurtigste læringsnetværk om bæredygtige udviklingsudfordringer, er det innovative arbejde også fortsat under krisen. Og ifølge Ida Uusikylä, en finsk innovationsmedarbejder, der arbejder i Vietnam, har begrebet innovation på kort tid ændret sig i UNDP:

”Innovation blev tidligere overvejende set som teknologiske løsninger på specifikke problemer. Accelerator Labs ændrede og udvidede denne forståelse. Nu ser vi innovation mere som en læringsproces til at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør, når vi skal tackle komplekse udviklingsudfordringer. Samtidig handler det om at opbygge fornyelsesfunktioner i UNDP og skabe mere eksperimentelle måder at arbejde på for at nytænke, hvordan vi arbejder med udvikling.”

#FacesOfUNDP er en artikelserie af UNDP’s nordiske repræsentationskontor, der fremhæver nordiske statsborgere, der arbejder for UNDP over hele verden. Fem nordiske statsborgere, der arbejder i forskellige roller i organisationen, blev interviewet til serien i foråret 2020.

UNDP Rundt om i verden