For hver dollar, der gives til at tackle klimakrisen for verdens fattige, bruges fire dollars på subsidier til fossile brændstoffer, som holder klimakrisen i live, ifølge ny UNDP undersøgelse

UNDP’s nye klimakampagne Don't Choose Extinction gør opmærksom på den ødelæggende rolle offentlige tilskud til fossile brændstoffer spiller for mennesker og planeten

29. October 2021

28. oktober 2021 – Verden bruger den astronomiske sum af 423 milliarder dollars i offentlige tilskud til fossile brændstoffer. Det er fire gange det beløb, det vil kræve at hjælpe fattige lande med at håndtere klimakrisen, og er et af knudepunkterne forud for den globale klimakonference COP26 i næste uge, ifølge en ny undersøgelse netop offentliggjort af FN's Udviklingsprogram (UNDP).

Det beløb, der bruges i direkte tilskud, kan finansiere COVID-19-vaccinationer til hele jordens befolkning og svare til tre gange det årlige beløb, det koster at udrydde ekstrem fattigdom i verden. Medregnes der også de indirekte omkostninger, herunder miljøomkostninger, stiger tallet til næsten 6 billioner dollars, ifølge ny data fra Den Internationale Valutafond (IMF).

UNDP's analyse fremhæver, at disse midler, betalt af skatteyderne, er med til at øge ulighed og modarbejder klimahandling.

"Corona pandemien har tydeliggjort forældede aspekter af den globale økonomi. Blandt andet det faktum, at verden fortsætter med at bruge milliarder af dollars på subsidier til fossile brændstoffer, mens hundredvis af millioner af mennesker lever i fattigdom og klimakrisen forværres. Med dette for øje, er vi nødt til at spørge os selv om subsidiering af fossile brændstoffer er en rationel anvendelse af offentlige midler?" udtaler Achim Steiner, chef for UNDP.

Fossile brændstofsubsidier er både ineffektive og rammer socialt skævt. Omkring halvdelen af ​​de offentlige ressourcer, der bruges til at støtte forbrug af fossile brændstof, gavner de rigeste 20 procent af befolkningen i udviklingslande, ifølge IMF.

"Tilskud til fossile brændstoffer er politisk følsomt, men fakta viser, at reformer er nødvendige, og når de gøres korrekt, kan de støtte de fattige, skabe jobs og beskytte planeten," understregede George Gray Molina, UNDP cheføkonom og medforfatter til analysen. "Vi håber, at denne undersøgelse vil bidrage til en oplyst debat om den kritiske rolle, reformer kan have i at drive en grøn og retfærdig omstilling i alle lande."

Rapporten, der offentliggøres forud for de kommende G20- og COP26-møder, lanceres i kontekst af en voksende erkendelse af behovet for at reformere subsidier til fossile brændstoffer, hos økonomer, politiske beslutningstagere såvel som IMF og Verdensbanken. FN's Generalsekretær António Guterres har også stærkt opfordret til reformer.

For at sætte fokus på problematikken har UNDP produceret en engagerende kortfilm, som del af en ny kampagne, hvor et af verdens mest kendte udryddet dyr, dinosauren, holder en tale til FN’s Generalforsamling, og opfordrer verdens ledere til at udfase fossile brændstofsubsidier og vælge ikke at blive udslettet.

Ført an af en række berømtheder fra hele verden, der lægger stemme til dinosauren, har Don 't Choose Extinction kampagnen til formål at øge offentlighedens opmærksomhed på at offentlige tilskud til fossile brændstoffer bremser fremskridt på klimaområdet og bidrager til at øge uligheden ved særligt at gavne de rige.

Den største bidragsyder til klimakrisen er energisektoren, som står for 73 procent af de menneskeskabte drivhusgasemissioner. Reformer kan reducere CO2-udslip og gavne menneskers sundhed og trivsel, og være det første skridt i retning af korrekt prisfastsættelse på energi, der afspejler de sande, fulde omkostninger for samfundet og miljøet ved at bruge fossile brændstoffer.

UNDP 's analyse viser også, at reformer på området kan være uretfærdige og skadelige for samfund, hvis de er dårligt udformet. Mens tilskud til fossile brændstoffer har en tendens til at øge uligheden - da de i høj grad gavner de rige – så udgør disse subsidier også en vigtig andel af fattige menneskers indkomst, der ellers skulle bruges på at betale for energiforbrug. Fjernelse af disse tilskud rammer således nemt de fattige. Det gør reformering af ​​området svært og er en væsenlig barriere for overgangen til rene og vedvarende energikilder.

Med det for øje opfordrer UNDP til en progressiv og gradvis reform. UNDP har indsamlet succeshistorier fra flere lande på tværs af regioner og udarbejdet en værktøjskasse til politiske beslutningstagere til en trinvis overgang, der er fair, retfærdig og inkluderer indkomstbeskyttelse, samt kompensation til sårbare grupper.

”Reformer er ikke lette og overgangen til ren energi præsenterer en række vanskelige udfordringer i mange lande. Hvert land har brug for at vælge hvilken vej, de vil gå. Men vi ved, at vi skal væk fra fossile energikilder. At stoppe offentlige tilskud til fossile brændstoffer på en måde, der er retfærdig, er et kritisk element i denne overgang. Den nylige udgivet IPCC-rapport, som FN's Generalsekretær beskrev som en 'code red' for menneskeheden, viser, at kun den mest ambitiøse klimaindsats vil begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader Celsius. Det er, hvad videnskaben dikterer, er nødvendigt for at undgå en klimakatastrofe" tilføjede Achim Steiner.    

____________

Don't Choose Extinction klimakampagne indeholder en kollektiv platform, Global Mindpool, som har til formål at hjælpe med at tackle vor tids vigtigste problemer. Ved at kombinere indsigter fra hele verden - om klimakrisen, naturkrisen og ulighed - vil Global Mindpool støtte UNDP til at være bedre rustet til at informere og vejlede politiske beslutningstagere i regeringen, civilsamfundet og den private sektor. Se https://dontchooseextinction.com/en/

Kampagnen og filmen Don’t Choose Extinction præsenteres i Danmark i eftermiddag i FN Byen på et event i samarbejde med Klimaministeriet, hvor Statsminister Mette Frederiksen er hovedtaler. UNDP’s Administrator Achim Steiner samt UNDP Goodwill Ambassadør Nikolaj Coster-Waldau, som bl.a. lægger stemme til den danske version af filmen, deltager også. Eventet live streames fra kl. 14:55 her https://streaming.uncity.dk/uncity/

Som medlem af The Friends of Fossil Fuel Subsidy Reform gruppe støtter Danmark UNDP’s kampagne sammen med Costa Rica, Ethiopia, Finland, New Zealand, Netherlands, Norway, Sweden, Switzerland og Uruguay. Se mere her: https://www.undp.org/speeches/statement-undp-campaign-dont-choose-extinction

Se filmen #DontChooseExtinction på Youtube:

Engelsk: https://www.youtube.com/watch?v=VaTgTiUhEJg

På dansk: https://www.youtube.com/watch?v=SsrnNumznag

For yderligere information eller interview kontakt: Mette Fjalland, UNDP’s nordiske kontor, mette.fjalland@undp.org, Mobil: +45 5183-6228.

****

UNDP er FN’s førende udviklingsorganisation i kampen for at afskaffe fattigdom, ulighed og klimaforandringer. I samarbejde med vores brede netværk af eksperter og partnere i 170 lande hjælper vi nationer med at opbygge integrerede og varige løsninger for mennesker og planeten.