UNDP SÆTTER FOKUS PÅ DE UNGE

31 mar 2014

imageSyriske unge arbejder frivilligt for en bedre fremtid

Ny strategi skal styrke unges økonomiske og politiske muligheder.

31. marts 2014 — Inddragelse af de unge er afgørende for en bæredygtig fremtid, men i mange samfund er unges muligheder for økonomisk og politisk deltagelse begrænset. En ny ungdomsstrategi lanceret af UNDP i Tunis i dag understreger vigtigheden af at støtte samfundets unge.

”Unge mennesker har i dag bedre netværk, er bedre informeret og er mere kreative end nogen tidligere generationer.” Sådan sagde UNDP’s Assistant Administrator Sima Bahous i Tunis i dag, da hun åbnede et tredages arrangement med fokus på UNDP’s arbejde med ungdom og udvikling. På konferencen præsenterede hun en ny ungdomsstrategi med titlen Empowered Youth, Sustainable Future.

Som svar på unge mænds og kvinders krav verden over om mere økonomisk, social og politisk deltagelse, identificerer strategien konkrete udfordringer og problemer, som verdens unge står overfor. Strategien giver også fremadrettede anbefalinger på at engagere et bredt spektrum af samarbejdspartnere – herunder de unge selv – i at give unge større økonomisk og politisk indflydelse.

Over hele verden møder unge udfordringer, som blandt andet begrænset adgang til jobmuligheder og manglende indflydelse på de politiske beslutninger, der vedrører dem. Som eksempler på dette kan bl.a. nævnes:

  • Unge mennesker har større risiko end voksne for at leve i fattigdom, selvom de er i beskæftigelse. Omtrent 152 millioner unge arbejdstagere lever i hjem, der ligger under den officielle fattigdomsgrænse på cirka 8 kroner om dagen.
  • Under 6% af parlamentsmedlemmerne i verden er under 35 år. Der er derfor ofte mangel på politikere, der taler de unges sag.
  • 75 millioner af verdens 232 millioner internationale migranter er under 29 år.
  • Det anslås, at 780.000 unge blev smittet med HIV i 2012.

De unge udgør en meget betydelig andel af jordens befolkning – hele 3 milliarder af os er under 25 år.
”Mange unge mennesker er frustrerede, ofte fordi de har en uddannelse, som ikke er helt i takt med de krav, som stilles på arbejdsmarkedet, eller fordi de er arbejdsløse eller har usikre job. Mange har også meget få muligheder for at give udtryk for deres meninger og tage del i de politiske beslutninger, der vedrører deres liv”, sagde Bahous.

Mødet i Tunesien er startskuddet for et øget engagement hos UNDP omkring unge.  Der afholdes en to-dags workshop, som samler et bredt spektrum af partnere, herunder unge, forskellige FN-organisationer, myndigheder, frivillige organisationer og repræsentanter fra privatsektoren. Deltagerne vil diskutere innovative løsninger for at fremme unges beskæftigelse, entreprenørskab og deltagelse i politiske processer. Den tredje og sidste dag vil mødet fokusere på den arabiske region, hvor der bor mere end 100 millioner i alderen 15-29 år.

For yderligere information:
Mette Fjalland, kommunikationsansvarlig for Danmark,
UNDP’s nordiske kontor, FN Byen, Marmorvej 51, 2100 København Ø.
E: mette.fjalland@undp.org / T: 45 33 60 08

Relevante dokumenter
  • Sammenfattende illustration af UNDP's Youth Strategy Engelsk
  • Infografik om unges udfordringer og UNDP's Youth Strategy Engelsk
  • Nøglefakta om UNDP's arbejde med at styrke unges økonomiske muligheder Engelsk
  • Nøglefakta om UNDP's arbejde med at styrke unges politiske muligheder Engelsk
  • Nøglefakta om UNDP's arbejde med unge i forbindelse med konfliktforebyggelse og genopbygning Engelsk