Unge afrikaneres drøm om Europa handler om meget mere end en vej ud af fattigdom

07-09-2017

Unge i Den Demokratiske Republik Congo



Artikel af Mohamed Yahya, regional koordinator for UNDP i Addis Ababa, Etiopien.
 

Afrika har den yngste befolkning i verden, og den vokser hurtigt. I 2055 forventes gruppen af unge i alderen 15-24 år at være mere end fordoblet ifht antallet i 2015 på 226 millioner. Alligevel er kontinentet stædigt ugæstfrit for unge - politisk, økonomisk og socialt. Men kontinentets succes vil i vid udstrækning afhængige af de afrikanske regeringers evne til at inddrage de unge langt bedre i samfundet.

En ”business-as-usual”-tilgang risikerer ikke bare, at Afrika underpræsterer økonomisk og vil opleve en ’brain drain”,  men det vil også indebære større risiko for kriminalitet, politisk og social uro og væbnet konflikt. Men kontinentet vil kunne blomstre, hvis de afrikanske regeringer handler nu og forstår at udnytte energien og dynamikken i den voksende ungdomsbefolkning. Der er behov for en omfattende politisk dagsorden med demografisk-informerede indsatser, der adresserer politisk, kulturel og økonomisk eksklusion af de unge på en sammenhængende måde.

Det vil ikke være en lille bedrift, ikke mindst på grund af den massive aldersforskel mellem Afrikas unge flertal og deres ledere: Den gennemsnitlige afrikanske præsident’s alder er 62 år, mens medianalderen for Afrikas befolkning er 19,5 år. Det er verdens største aldersforskel mellem lederne og deres befolkning, og det stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt beslutningstagerne repræsenterer og forstår de unges behov og ønsker.

Det gør ikke sagen lettere, at der i mange afrikanske lande stadig er tradition for, at de gamle sidder på magten i samfundet, hvilket begrænser unges politiske deltagelse og indflydelse af kulturelle grunde. For at overkomme denne barriere bør regeringer behandle generationsforskelle med samme beslutsomhed som andre former for ulighed, og fremskynde indførelse af ungdomskvoter i politiske partier, parlamenter og andre beslutningstagende institutioner.

På den økonomisk front er der ligeledes brug for en langt større indsats. Ifølge Den Afrikanske Udviklingsbank kom 12 millioner unge ind i Afrikas arbejdsstyrke i 2015, men der blev kun skabt 3,1 millioner nye jobs. Det betyder, at millioner af unge er efterladt uden et tilhørsforhold til jobmarkedet og økonomien. På kort og mellemlangt sigt vil det være næsten umuligt at skabe tilstrækkelige arbejdspladser til at imødekomme behovet. Afrika har ikke en stor arbejdsintensiv industrisektor til at absorbere den voksende unge befolkning. Men der er programmer, der kan hjælpe. Eksempelvis YouthConnekt Africa, der blev lanceret af UNDP og Rwanda’s regering, styrker indsatsen for ungdomsvenlige politikker, som f.eks. adgang til finansiering og kompetenceudvikling.

Alligevel betyder de manglende muligheder i hjemlandet, at mange unge afrikanere ser migration som en chance for social mobilitet. Men som en administrerende direktør for et større firma med base i Afrika syd for Sahara for nylig beklagede sig til mig, er det ekstremt vanskeligt for afrikanere at få arbejdsvisum.

Faktisk kan det være lettere at få et arbejdsvisum til en britisk statsborger end til en ghanesisk person med samme færdigheder. Afrikas vision for økonomisk integration, som det fremgår af den Afrikanske Unions Dagsorden 2063, kan ikke realiseres uden arbejdsmigration, der skaber afrikanske karriereveje til unge.

Det er sigende, at så mange afrikanere hellere vil risikere at drukne i Middelhavet, at bo i forfærdelige tilbageholdelsescentre i Nordafrika eller at sove i offentlige parker i europæiske byer, i stedet for at blive i Afrika. Men i modsætning til, hvad mennesker mange tror, emmigrerer unge afrikanere ikke udelukkende af økonomiske årsager. De er i vid udstrækning også motiveret af håbet om muligheder for ægte selvrealisering og friheden til at bestemme, hvem de vil være, og hvordan de vil leve. Det var i hvert fald også det, der fik mig til at forlade Afrika og søge mod Europa i en ung alder.

Faktisk er ønsket om selvrealisering gennem migration et centralt element i den menneskelige historie - en som ingen ørken, hav eller kunstig barriere har været i stand til at bremse. Politisk og kulturel eksklusion intensiverer blot dette ønske. I lyset heraf, er enhver strategi, der ikke retter sig mod den bredere forståelse af marginalisering, en bro til ingenting.

Indtil videre lader Afrika til at gå i søvne mod en fremtid af forsplidte muligheder, og potentielt, alvorlig ustabilitet. Og Afrikas internationale partnere er fortsat optagede af at begrænse migration fremfor at tage fat på de underliggende årsager.

Men der er grund til håb. Det femte topmøde mellem EU og Afrika, der afholdes senere i år, vil fokusere på kontinentets unge. Ligeledes er temaet for Afrikas Union i 2017 "Udnyttelse af det demografiske udbytte gennem investeringer i de unge". Man kan håbe, at den stigende anerkendelse af behovet for at skabe muligheder for unge fører til effektive og solidaritetsbaserede initiativer, der fokuserer på at fjerne barriererne for de unges muligheder på det afrikanske kontinentet, i stedet for at opstille barrierer, der har til formål blot at forhindre de unge i at forlade Afrika.

Artiklen blev bragt i Project Syndicate d. 4. aug 2017

UNDP Rundt om i verden

Du er her UNDP Danmark Repræsentationskontor
Gå til UNDP globalt