Omfordeling af olieindtægter – en mulig katalysator for fred i Libyen?

11-10-2016

Foto: UNDP

Af Sofi Halling, FN’s Udviklingsprogram og Andrew Bauer, Natural Ressource Governance Institute

Både internationale og nationale aktører ser omfordeling af olieindtægter som et muligt værktøj til at forhandle fred i Libyen og i andre sårbare stater. Men hvad går indtægtsfordeling af naturressourcer egentlig ud på og hvordan kan det bidrage til at skabe fred?  

Natural Ressource Revenue Sharing, en rapport fra FN’s Udviklingsprogram UNDP og Natural Ressource Governance Institute (NRGI), blev den 12. september lanceret i Washington. Rapporten sammenligner 30 forskellige systemer for indtægtsfordeling og ser på, hvordan disse kan benyttes til at fremme fredsprocesser i sårbare stater.

Til trods for underskrivelse af en fredsaftale i december sidste år, er freden fortsat usikker i Libyen. Olie er en central del af konflikten. 95% af indtægterne i statsbudgettet kommer fra olieeksport, men størstedelen af olien er produceret i de østlige og sydlige dele af landet. I lighed med andre regioner i verden, som Kachin i Myanmar eller Jharkhand i Indien, er uenighed om fordeling af indtægterne fra udvindingsindustrien blevet en trussel mod statens stabilitet og landets udviklingsmuligheder. Indtægtsfordelingen fra naturressourcer udmønter sig oftes på to forskellige måder: enten kan regioner i et land have rettigheder til at opkræve skat direkte fra olie – eller minedrift-selskaber, eller landets myndigheder kan fordele indtægterne fra udvindingsindustrien til forskellige regioner udfra en aftalt fordelingsnøgle. Disse systemer kan kompensere producerende regioner for miljøskader og deraf mistede indtjeningsmuligheder grundet udvinding af olie, gas eller mineraler. De kan også betragtes som et svar på lokale krav om øremærkede overføringer af dele af indtægterne fra industrien. Fordeling af indtægterne fra udvindingsindustrien har været brugt i Aceh provinsen i Indonesien, Bougainville i Papua Ny Guinea og Niger-deltaet i Nigeria. Målene med disse aftaler har været at nedtrappe en ulmende borgerkrig, reducere fattigdom og fremme økonomisk udvikling. De ovennævnte eksempler har haft en vis succes, men sådan er det ikke altid.

Den nye UNDP/NRGI rapport viser, at mange systemer for indtægtsfordeling har alvorlige designfejl og kan være vanskelige at gennemføre. Mange benytter et enkelt fordelingssystem, hvor overskud fra olie, gas og mineraler bliver ført direkte tilbage til den producerende region. Dette kan sammenlignes med at lade den lokale økonomi køre rutsjebane i Tivoli. Under opsving kan små regioner få alt for mange penge mellem hænderne og bruger gerne disse på prestigefyldte infrastrukturprojekter. I nedgangstider kan små regioner blive udtømt og ende med et massivt underskud på budgettet.

I nogle tilfælde kan indtægtsfordelingen være med til at forstærke en konflikt i stedet for at mindske den. Hvis man ikke har gennemtænkt fordelingsprocessen vil der være risiko for at specifikke grupper i et samfund overtager styringen over produktionsområder for at sikre sig adgang til indtægterne. Disse indtægter kan igen blive brugt til at finansiere voldelige konflikter, som vi har set både i Irak og Peru. I andre tilfælde skyldes konflikten manglende offentlig gennemsigtighed, eller at myndighederne simpelthen ikke har kapacitet til at iværksætte komplekse regler for omfordeling.

Efter at have sammenlignet 30 forskellige systemer for indtægtsfordeling, præsenterer UNDP og NRGI ti råd for effektiv, retfærdig og stabil indtægtsfordeling fra naturressourcer. Der findes næppe et system, som kan bruges i alle lande, men alle kan lære fra andres erfaringer. De vigtigste anbefalinger er:

  • Nationale og lokale ledere bør definere tydelige mål for indtægtsfordeling
  • Vælg hvilke skatter og indtægter, som skal fordeles, med tanke på om det er muligt at gennemføre omfordelingen i praksis
  • Vær opmærksom på lokale myndigheders ansvar og udgifter
  • Opnå enighed om fordelingsmetoden blandt et bredt udvalg af forskellige aktører i samfundet

Vi er lige nu i en tid med rekordlav pris på olie, gas og mineraler, og behovet for at opnå enighed om indtægtsfordeling er ikke lige så presserende, som det var i perioden fra 2002-2012, da råvarepriserne var højere. Samtidig ser vi følgerne af dårlige fordelingssystemer alt for tydeligt i regioner med indkomst tørke.

For Libyen er dette et perfekt tidspunkt at forhandle en ny fordelingsaftale, da forventningerne nok er mindre, end de ville have været i en opsvingsperiode. En sådan aftale kan være et meget vigtigt skridt i retning mod varig fred i landet.  

UNDP Rundt om i verden

Du er her UNDP Danmark Repræsentationskontor
Gå til UNDP globalt