Musikvideoer, multietnolekt rapper og verdensmålene var centrum for det danske Social Good Summit i Kalundborg, som blev livestreamet og del af stort globalt møde om verdensmålene

19-09-2016

Foto: Axel Gadegaard

Mandag den 19. september, 2016, Kalundborg

 

Scenen var sat. Al Agami og Zaki Youseff varmede stemmerne op. Kameraerne var klar, og 600 gymnasieelever fra Kalundborg Gymnasium var ved at fylde salen op. Det danske Social Good Summit 2016 fandt sted på Kalundborg Gymnasium, hvor UNDP, Globale Gymnasier og Turning Tables havde stablet et arrangement på benene, der bestod af musikvideoer, live koncert og engagerede taler alt sammen med det formål at sætte fokus på verdensmålene, skabe debat og mobilisere til handling for en bedre verden, hvor ingen lades i stikken.  

 

Verdensmålene for bæredygtig udvikling blev vedtaget på FN’s generalforsamling for præcist et år siden. De skal nås indenfor de næste 14 år i 2030, og i dag kom vi, sammen med alle elever og lærere på Kalundborg Gymnasium, visionen et skridt  nærmere, da vi til denne morgensamling blev enige om, at verdensmålene ikke er en utopisk plan, men indenfor rækkevidde, hvis alle yder en indsats.

 

Den danske deltagelse i det globale Social Good Summit, der fokuserer på, hvordan innovation, teknologi og nye medier kan bidrage til positive sociale forandringer, blev afholdt i Kalundborg. Eventet fandt sted og blev livestreamet til 150 andre lande verden over. Fra Tokyo til Sydney til New York. Så hvorfor også i Kalundborg? Det er ganske simpelt. Hvis vi skal nå verdensmålene, bliver vi nød til at få alle med om bord – og ikke mindst de unge rundt om landet. Som Camilla Brückner, direktør for UNDP’s nordiske kontor, sagde i sin tale for eleverne ”Som ung i dag, - i Danmark og resten af verden, er disse mål helt afgørende for jeres fremtid. Derfor har I måske den største interesse i at kende til, og hjælpe med at nå målene. Og der er ingen tvivl om, at de her mål kræver jeres engagement og bidrag. Det er jeres energi, tro på forandring, drive og evne til at komme op med nye og kreative ideer, til at tænke ud af boxen og i nye løsningsmodeller med maksimum udnyttelse af ny og tilgængelig teknologi, der vil være med til at sikre, at vi når i mål!”

 

Ved hjælp af en verdenspremiere på en ny dansk musikvideo af Turning Tables, kasten med håndtegn, beatboxing og sange fra Uganda og Egypten om det at være multietnolekt, fik Al Agami og Zaki på oversanselig vis spredt dette budskab ud til de 600 gymnasieelever, der gik derfra med ny viden, større interesse og forhåbentlig mod på at bidrage til at nå verdensmålene for bæredygtig udvikling!

Se et 3 minutters sammenklip fra arrangementet på vores Facebook-side her.

Du kan også se det fulde arrangement her.

UNDP Rundt om i verden

Du er her UNDP Danmark Repræsentationskontor
Gå til UNDP globalt