Så blev det tid til at sætte verdensmålene på skoleskemaet!

01-09-2016

FN Byen 1. september 2016 

Cupcakes i alle verdensmålenes 17 farver, rap og fængende beats fra Turning Tables, livlig ungdomsdebat med masser af stærke meninger og verdenssituationen præsenteret på bedste Hans Rosling manér af Staffan Landin er blot et lille udpluk af de indslag, som prægede eftermiddagens lancering af det nye læringssite verdensmålene.dk og bogen Bliver verden bedre?

FN’s Udviklingsprogram UNDP, MS Actionaid og Globale Gymnasier havde fornøjelsen af at byde omkring 300 deltagere, hvoraf størstedelen bestod af gymnasieelever, velkommen til arrangementet med det gennemgående budskab: FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling frem til 2030 skal på skoleskemaet i gymnasiet.

Danmark har forpligtet sig til de nye verdensmål – ikke kun gennem sin internationale  udviklingspolitik, men også gennem sin indenrigspolitik i Danmark. Det nye læringssite og bogen er blevet til i tæt samarbejde mellem UNDP, MS Actionaid og Globale Gymnasier og takket være økonomisk støtte fra Udenrigsministeriet, som til lanceringen var repræsenteret ved Morten Jespersen, Centerchef for Global Udvikling og Samarbejde.

UNDP er gået ind i projektet som del af en større global indsats for at sprede viden om de nye verdensmål ud til alle mennesker i verden. Undersøgelser peger på, at hvis blot 25-30 procent af befolkningen kender til verdensmålene, bliver det ’mainstream’ og en del af det daglige ordforråd og jargon i en befolkning. Og for at nå det skal vi også have fat i de danske unge, og det håber vi bl.a. at gøre gennem det nye læringssite og bogen.

Camilla Brückner, Direktør for UNDP’s nordiske kontor, som bød alle de fremmødte velkommen,  påpegede vigtigheden af at øge vidensniveauet og engagere de unge i verdensmålene.”Unge har en helt anden energi, tro på forandring, drive og evne til at komme op med nye og kreative ideer, til at tænke ud-af-boksen og i nye løsningsmodeller, end den ældre og mere etablerede generation. Derfor er det også helt afgørende at få de unge inddraget i den nye udviklingsdagsorden og udnytte det store potentiale, de unge har at byde ind med” sagde Camilla Brückner. Linnea Biermann, en af de fire deltagere i ungdomspaneldebatten tilføjede efterfølgende, at ”det jo er os, der kommer til at leve i den verden, vi forsøger at forandre med verdensmålene, så vi bør vel være en del af dem”.

Men kender de unge til verdensmålene? Og er de overhovedet interesseret i at kende til dem?

Dagens moderator, Verner Kristiansens første spørgsmål til publikum gik til en gymnasieelev fra Københavns åbne Gymnasium, der lidt tøvende svarede, at hun havde hørt om målene før, men at hun gerne ville lære mere. Det var derfor særdeles kærkomment, da Staffan Landin, hovedforfatter til bogen Bliver verden bedre?, med headset, grafer en masse og bogen i hånden, trådte på scenen og livligt beskrev, hvordan verden har udviklet sig over de seneste årtier. Landin fastslog, at nogle mennesker vil sige, at verden aldrig har været mere uretfærdig, end den er i dag: forskellen mellem de fattigste og de rigeste vokser, og udviklingen på klimaområdet går stadigt i den forkerte retning. Men dem på den anden fløj mener, at verden aldrig har været bedre. Folk lever længere, flere mennesker end nogensinde kan læse og skrive, andelen af fattige i verden er faldet og flere mennesker har adgang til rent vand. Mellem 1990 og 2015 faldt den ekstreme fattigdom med hele 75%.

Realistiske idealister

Så selvom verdensmålene er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde, så blev de 300 fremmødte til dagens lancering sendt hjem til deres respektive gymnasier, ministerier, tænketanke og nyhedsbureauer med fornyet håb og tro på, at hvis vi inddrager de unge i verdensmålene, så kan vi være både realister og samtidig kræve det umulige – vi kan med andre ord være realistiske idealister, som Camilla Brükner udtrykte det!

DR P1/Orientering lavede en nyhedshistorie på lanceringen kort efterfølgende, hvor journalist Kirsten Larsen bl.a. sagde ”Så bliver verden bedre? Ja, men vi ved det bare ikke, og derfor skal verdensmålene på skoleskemaet”.

 

Kontaktinformation

For yderligere oplysninger kontakt Mette Fjalland, UNDP’s nordiske kontor mette.fjalland@undp.org / mobil 51836228

UNDP Rundt om i verden

Du er her UNDP Danmark Repræsentationskontor
Gå til UNDP globalt