Ny FN-kampagne skal stoppe illegal handel med vilde dyr

01-06-2016

Ban Ki-moon, Gisele Bündchen, Yaya Touré og Ian Somerhalder er blandt dem, som ønsker at rette fokus mod beskyttelsen af udrydningstruede arter.

Nairobi – FN har netop lanceret en ny kampagne mod illegal handel med vilde dyr. Den illegale handel er årsag til, at et stigende antal vilde dyr er på grænsen til at uddø og lande mister deres naturarv, alt imens internationale kriminelle netværk får alt udbyttet.

"Hvert år bliver tusindvis af vilde dyr ulovligt dræbt, ofte af organiserede kriminelle netværk, der er motiveret af penge og grådighed", sagde FN’s Generalsekretær Ban Ki -moon. "Jeg opfordrer alle regeringer og folk overalt i verden til at støtte den nye FN-kampagne, Wild for Life, som har til formål at mobilisere alle kræfter og sætte en stopper for denne ødelæggende handel. Bevarelsen af dyreliv er afgørende for menneskers trivsel og for planeten".

#WildforLife blev lanceret d. 25. maj på den anden FN Miljøforsamling (UNEA-2) i Nairobi foran miljøministre fra hele verden. Kampagnens formål er at mobilisere millioner af mennesker verden over til at forpligte sig på handlinger, der kan afslutte den ulovlige handel.

Kampagnen ledes af FN’s Miljøprogram UNEP, FN’s Udviklingsprogram UNDP, FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet UNODC og Konventionen for International Handel med Udryddelsestruede Vilde Dyr og Planter (CITES).

UNEP’s goodwill-ambassadører bidrager til at sprede budskabet. Goodwill-ambassadørerne omfatter den brasilianske model, Gisele Bündchen, der kæmper for havskildpadder; den afrikanske fodboldspiller Yaya Touré (Manchester City, Elfenbenskysten), kåret fire gange til årets afrikanske spiller, der vil støtte elefanter; og skuespiller Ian Somerhalder (Vampire Diaries, Lost), der låner sin stemme til skældyr.

De får følge af store berømtheder fra Kina, Indien, Indonesien, Libanon og Vietnam, der kæmper for at bevare blandt andet orangutanger, tigere, næsehorn og næsehornsfugle. De opfordrer borgere til at bakke op om budskabet og være med til at stoppe den efterspørgsel, der driver den ulovlige handel.

"Det bedrøver mig, at vi i det 21. århundrede med al vores viden og magt stadig hører historier om dyr, der er tæt på at uddø på grund af menneskelige handlinger", sagde Gisele Bündchen. "Der er brug for et radikalt globalt skift, og det vil kræve alles støtte til UNEP’s Wild for Life kampagne. Viden er magt, og det er nu, at vi skal sætte vores kræfter ind for at stoppe den ulovlige handel med vilde dyr, før det er for sent. I dag vil jeg bruge mit navn og position til at ændre livet for havskildpadder."

Mellem 2010 og 2012 blev 100.000 elefanter dræbt for deres elfenben i Afrika. Tre næsehorn bliver dræbt hver dag, og det vestlige sorte næsehorn er allerede uddøet. Skældyr – herunder myreslugere – er de mest ulovligt handlede pattedyr i verden. Menneskeaber er allerede lokalt uddøde i flere afrikanske lande.

Kampagnen opfordrer deltagere til at udnytte deres egen indflydelse for at sætte en stopper for den ulovlige handel, hvordan end den berører eller påvirker dem.

Det er også afgørende at stoppe den illegale handel med vilde dyr, hvis FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling skal nås, da handlen truer landes biodiversitet og folks levebrød og forstyrrer freden. Mål 15 især opfordrer til, at vi beskytter vilde dyr og planter samt de økosystemer, som de er afhængige af.

Politikere, berømtheder og virksomhedsledere vil forpligte sig på opgaven i forbindelse med UNEA-2 og i optakten til World Environment Day, der i år har temaet Go Wild For Life, et budskab knyttet til kampagnen. Angola, der er global vært for World Environment Day, vil ved arrangementet forpligte sig på at bekæmpe den ulovlige handel med elfenben.

Forsangeren i Steppenwolf, John Kay, har doneret sin sang ​​Born to Be Wild til kampagnen.

Deltag selv i kampagnen ved at besøge www.wildfor.life og brug af #Wildforlife hashtag på Twitter.

UNDP Rundt om i verden

Du er her UNDP Danmark Repræsentationskontor
Gå til UNDP globalt