Det er på tide at fokusere på katastrofeforebyggelse

01-06-2016

Cyklonen Winston ramte Fiji hårdt. Foto: UNDP

Af Helen Clark, Cesar V. Purisima og Stephen O'Brien

Det at håndtere kriser efterhånden, som de opstår, vil ikke længere fungere, når vi i stigende grad møder flere af dem

Ledere fra hele verden mødtes for nylig i Istanbul til verdens første humanitære topmøde. Mødet var en unik mulighed for at lave meningsfulde tiltag, der kan forbedre den nuværende humanitære situation og reducere behovet for nødhjælp på sigt.

I løbet af de sidste 20 år er en stor del af de humanitære behov opstået som følge af konsekvenserne af tyfoner, oversvømmelser, tørke, jordskælv og andre naturkatastrofer. Disse katastrofer har krævet mere end 1,35 millioner menneskeliv og i gennemsnit berørt 218 millioner mennesker årligt, hovedparten i udviklingslande. Ud over tabet af liv, har de ødelæggende virkninger, som katastroferne har forårsaget på den socio-økonomiske udvikling, resulteret i omkostninger på mere end 1300 milliarder dollars siden 2005. Tilføj dertil effekten af konflikter og andre kriser, og verden står over for en humanitær situation, som vi ikke har oplevet siden anden verdenskrig.  

I den forbindelse er der særligt to ting, som spiller en afgørende rolle i forhold til at forbedre vores evne til at håndtere humanitære kriser.

Den første er, at regeringer, civilsamfund og internationale organisationer skal have mod til at lytte til, hvad erfaring fortæller dem og reformere den måde, som vi tilgår humanitære kriser på.  

Reformer skal indebære et grundlæggende skift væk fra en næsten konstant tilstand af reaktivitet over for nødhjælp. I stedet skal vores handlinger være fokuseret på reduktion og forebyggelse af risici. De bagvedliggende faktorer, som udløser katastroferne, er ofte kendt på forhånd af de enkelte lande og det internationale samfund. Og i de fleste tilfælde ved vi nøjagtigt, hvordan de kan løses.  

Vi har kort sagt ikke længere råd til at lade være med at investere i forebyggelse og beredskab. Mellem 1991 og 2010 er mindre end 0,5 % af de omkring 100 milliarder dollars, der årligt går til udviklingsbistand, blevet brugt på forebyggelse. Kun en brøkdel af dette beløb er gået til beredskab. Det vil medføre alvorlige konsekvenser.

Disse beløb kan sammenlignes med de over 25 milliarder dollars, som årligt bruges på katastrofeindsatser, og de billiarder af dollars af tabte indtægter, som katastroferne fører med sig i samfundene. Når hver dollar brugt på forebyggelse og beredskab bidrager til at redde utallige menneskeliv, er manglende investeringer en forsømmelse af vores kollektive ansvar.

Den anden bekymring er den øgede klimatrussel. 2015 var det varmeste år nogensinde, og alt tyder på, at 2016 vil blive endnu varmere. Forskning peger nu på, at 90 % af alle katastrofer er klimarelaterede. Forrige uge slog verdens meterologiske organisation fast, at vi er meget tæt på 1,5 graders grænsen; en situation som kan få katastrofale konsekvenser.

Det vil resultere i flere orkaner som Yolanda, Katrina og Pam. Det betyder også, at vi vil se mange flere lokale ekstreme vejrsituationer, som vil få mindre opmærksomhed, men ikke desto mindre tære på sårbare samfund og bremse udviklingen.   

Klimaforandringer bidrager også til en af de nuværende største kriser, som verden står overfor – tvungen migration. Påvirkningen af klimaforandring på madproduktion, priser og madsikkerhed samt adgangen til vand er alvorlige trusler mod stabilitet og sikkerhed.

Det er derfor finansministrene i en række sårbare lande, ledet af Filippinerne gennem Vulnerable Twenty Group (V20), er blevet enige om at danne et globalt beredskabspartnerskab med FN og Verdensbanken. Partnerskabet skal sørge for, at alle sårbare lande opnår et minimum af beredskab til at kunne håndtere fremtidige katastrofer. Det bør medføre en grundlæggende ændring i vores tilgang til katastrofer.

Dette arbejde må gå hånd i hånd med opgaven om at realisere målene fra Paris aftalen. Vi skal sørge for, at den globale opvarmning ikke overstiger de 1,5 grader samt opbygge modstandskraft og finansiere tilpasningen til de ændrede forhold. Hvis vi ikke gøre dette, vil arbejdet med at forhindre humanitære kriser være nyttesløst. Det vil medføre sikkerhedsudfordringer og være en trussel mod fremgangen i udvikling.  

Helen Clark er chef for FN’s Udviklingsprogram UNDP og tidligere statsminister i New Zealand; Cesar V. Purisima er finansminister i Filippinerne og leder af Vulnerable Twenty Group; Stephen O’Brian er Undergeneralsekretær i FN for humanitære spørgsmål og nødhjælpskoordinering.

UNDP Rundt om i verden

Du er her UNDP Danmark Repræsentationskontor
Gå til UNDP globalt