Pole to Paris hjælper med at sætte fokus på klimaforandringerne

06-10-2015

Lysaktion på Den Røde Plads på Nørrebro afsluttede klimaarrangementet. Foto: Klimabevægelsen Danmark

Klimakonferencen COP21 i Paris skal sikre en mere bæredygtig fremtid for vores planet og for jordens befolkning. Det mener den UNDP-støttede kampagne “Pole to Paris”, som arbejder for at udbrede kendskabet til klimaforandringer.

Derfor deltog Pole to Paris i et klimaarrangement midt på Nørrebro i København den 26. september, som blandt andet involverede en løbe- og cykeltur som optakt til eventet.   

Det danske event var del af en større kampagne kaldet Global Voices, som Pole to Paris står bag.

Formålet er at få folk til at engagere sig i COP21, og give folk mulighed for at komme til orde så verdens politikere hører, hvad almindelige borgere mener om klimaændringerne.

Lignende events har tidligere været afholdt i New Zealand og på Samoa. 

Det to timer lange aftenarrangement i København var organiseret i samarbejde med Klimabevægelsen Danmark, som består af flere forskellige danske NGO’er herunder MS ActionAid Danmark og NOAH.  

Det var både taler, musik, kunst og fakkeltænding i løbet af aftenen, hvor blandt andre folketingsmedlem Christian Poll fra Alternativet fortalte om sit syn på klimasituationen. 

Pole to Paris kampagnen bidrog med en række aktiviteter, herunder en information- og en fotostand, hvor deltagerne kunne sende en personlig videobesked, som vil blive videregivet til verdens ledere til COP21 i Paris.

Derudover havde Pole to Paris-holdet organiseret en 5 og 10 km løbe- og cykeltur i København før selve eventet. Løbe og cykelturene symboliserede den rejse, som Pole to Paris-ophavsmænd David Price og Erlend Moster lige nu er på.

Handling frem for ord

De to klimaforskere mener, at handling taler tydeligere end ord. De cykler og løber henholdsvis fra Syd-og Nordpolen for at øge opmærksomheden omkring klimaforandringerne. 

"Jeg tror, at folk er trætte af at høre pænme ord, men samtidigt kan se manglen på handlinger på klimaområdet. Vi ønsker at skabe engagement – en grøn bølge. Det er lettere at skabe engagement, når man løber, lettere at komme i kontakt med folk. Forhåbentligt vil det få en slags Forrest Gump-effekt, hvor folk tilslutter sig og løber med", udtaler Erlend Moster, som løber til Paris fra nord Norge. David Price cykler fra Australien til Paris.

De to forskere regner begge med at være fremme i Paris, når COP21 starter om et par måneder. 

Erlend Moster var også til stede til det danske event via en videohilsen, hvor han sendte en direkte besked til København.

"Jeg er meget glad for at se, at Global Voices-initiativet er kommet til Danmark. Danmark er på forkant, når det gælder globalt lederskab på klimaområdet,fortalte en løbende Erlend Moster, som også kom med en opfordring.

"Det handler om at se potentialet i stedet for begrænsninger i en fremtid med 100 procent vedvarende energi", afrundede den norske langdistanceløber. 

Aften sluttede med fælles fakkeltænding, hvor skriften ”Act now” oplyste jorden.  

UNDP Rundt om i verden

Du er her UNDP Danmark Repræsentationskontor
Gå til UNDP globalt