Ekspertmøde i FN-Byen om stop for seksuel vold som krigsvåben

11 jun 2014

imageFra venstre den Britiske Chargé d’Affaires Simon Wood, WHO Seniorrådgiver Isabel Yordi Aguirre, Udenrigsminister Martin Lidegaard, Direktør for UNFPA’s nordiske kontor Pernille Fenger og Direktør for UNDP's nordiske kontor Camilla Brückner. Foto: British Embassy Copenhagen


Den 10. juni afholdte UNDP’s nordiske kontor i samarbejde med UNFPA, UN Women og WHO, Udenrigsministeriet og den Britiske Ambassade i København et ekspertmøde om stop for seksuel vold som krigsvåben. I mødet deltog bl.a. den danske Udenrigsminister Martin Lidegaard, der er udpeget som én blandt 13 'Global Champions' til at øge internationalt fokus og indsats for at komme seksuel vold i konflikter til livs. Mødet blev afholdt som optakt til det globale topmøde End to Sexual Violence in Conflict, der løber af stablen i London i denne uge.

Direktør for UNDP’s nordiske kontor, Camilla Brückner, åbnede mødet og sagde i sit oplæg, at der alt for længe har været stor tavshed omkring seksuel vold i konflikter. Hun påpegede de langsigtede konsekvenser af netop denne type vold: ”Forbrydelserne forbliver ofte ustraffede, og ofrene oplever typisk en efterfølgende stigmatisering. De og deres lokalsamfund lider ofte meget langsigtede konsekvenser, hvilket er til fare for både deres fysiske og psykosociale sundhed og kan forhindre deres fulde deltagelse i samfundet lang tid efter, at konflikten er ophørt.”     

Den danske Udenrigsminister Martin Lidegaard gav udtryk for regeringens og sit eget personlige engagement i dagsordenen og sagde blandt andet: ”FN har spillet en nøglerolle i arbejdet med at fremme dagsordenen om kvinder, fred og sikkerhed. FN, andre multilaterale organisationer og civilsamfundet må fortsætte arbejdet med at sætte en stopper for denne menneskelige tragedie, som seksuel vold i konflikter indebærer. Det internationale samfund kan og må gøre mere for at forebygge og reagere på disse barbariske metoder.”

Simon Wood, Chargé d’Affaires ved den Britiske Ambassade i København, fortalte om topmødets begivenheder i løbet af ugen og sluttede af med at fortælle, hvad den britiske regering håber, at topmødet vil føre med sig: ”Vi håber, at topmødet får skabt en bevægelse, der ikke kan stoppes igen. En bevægelse med det mål at sætte en stopper for brugen af seksuel vold i konflikter. Vi håber derfor, at topmødet vil munde ud i et sæt konkrete aftaler, der bringer hele det internationale samfund sammen i en ambitiøs og sammenhængende plan.”  

Formålet med mødet i København var at øge opmærksomheden om topmødet i London og give danske eksperter på området mulighed for at bidrage og komme til orde, idet den Britiske Ambassade sendte indspark fra mødet i København videre til topmødet i London.

Kvinders rettigheder og muligheder er centralt i UNDP’s arbejde, og seksuel vold i krige og konflikter er et vigtigt aspekt, idet hovedparten af ofrene for seksuel vold er kvinder og piger. Derfor arbejder UNDP ambitiøst i UN Action Against Sexual Violence in Conflict, der er et netværk mellem 13 FN-organisationer. UNDP er også dybt engageret i Kvinder, Fred og Sikkerheds dagsordenen, der er et bredt funderet FN-samarbejde og rodfæstet i FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1325 fra 2000. Resolutionen anerkender det enorme uudnyttede potentiale, som kvinder kan bidrage med i forhold til forebyggelse af krige og konflikter, fredsbevarende arbejde og konfliktløsning, og som FN arbejder hårdt på at indfri.

Du kan læse mere om topmødet i London og om arbejdet for at bekæmpe seksuel vold i konflikter i menuen til højre. Du kan også besøge facebook-siden for den Britiske Ambassade i København og se video vox-pops med reaktionerne fra deltagerne efter gårsdagens møde. Endelig kan du følge topmødet på Twitter via hashtagget #TimeToAct.

Mere information

Læs mere om topmødet End Sexual Violence in Conflict i London


Gå til topmødets hjemmeside (engelsk)