”Et samfund, der svigter sine kvinder og piger, svigter i sidste ende sig selv”

06 mar 2014

imageFoto: UNDP Pakistan

Erklæring af Helen Clark, Chef for FN’s Udviklingsprogram UNDP.
I anledning af den Internationale Kvindedag 8. marts 2014.


Temaet for dette års Internationale Kvindedag – Ligestilling for Kvinder er Fremgang for Alle – italesætter en simpel sandhed. Intet land vil nå sit fulde potentiale, hvis kvinder ikke nyder fuld ligestilling. Som fristen for at nå 2015-Målene nærmer sig og debatten om den næste globale udviklingsdagsorden intensiveres, er der skabt et politisk vindue for at intensivere vores fokus på ligestilling og på at styrke kvinders og pigers rettigheder og status i samfundet.

I næste uge mødes FN’s Kommission for Kvinders Status for 58. gang i New York. Kommissionen vil diskutere ”Udfordringer og resultater for kvinder og piger i implementeringen af 2015-Målene”. Selvom mange kvinder og piger uden tvivl har oplevet fremskridt, har fremgangen været for uensartet og for langsom. Verden har officielt opnået ligestilling mellem kønnene, hvad angår adgang til grundskoleuddannelse, men der er fortsat store regionale forskelle, og på ungdomsuddannelsesniveau halter pigernes deltagelse efter. Andelen af kvinder i nationale parlamenter er vokset, men kvinder udgør stadig kun 21 procent af verdens parlamentsmedlemmer. Og længst fra mål er nedbringelse af mødre-dødelighed og universel adgang til reproduktiv sundhed.

Som en grundlæggende menneskerettighed fører ligestilling ikke blot til en forbedring af livsbetingelserne for kvinder, piger og deres familier, men giver også økonomisk mening, styrker demokratiet og muliggør langsigtet, bæredygtig udvikling.

Kvinder med bare nogen form for uddannelse får typisk færre og sundere børn, har bedre økonomiske muligheder og er mere tilbøjelige til at sørge for deres børns skolegang. En af konklusionerne i UNDP’s Human Development Report 2013 var, at morens uddannelse er vigtigere for et barns overlevelse end husholdningens indkomst eller formue.

Adgang til seksuel og reproduktiv sundhed gør det muligt for kvinder selv at bestemme hvor mange børn de vil have og øger deres muligheder. Det bidrager ligeledes til at forebygge mødre- og børnedødelighed.

Lige adgang til landbrugsressourcer øger markant kvindelige bønders indkomst og status og har en positiv effekt på landets samlede landsbrugsproduktion.

Lad os markere den Internationale Kvindedag ved at fordoble vores indsats for ligestilling for verdens kvinder. Det kræver, at kvinder har adgang til uddannelse og ressourcer, anstændige job og ligeløn. Det kræver, at strukturelle barrierer bliver fjernet – diskriminerende love og institutioner, kønsstereotyper og praksisser – så kvinder kan opnå økonomiske, sociale og politiske rettigheder. Det kræver, at få flere kvinder ind i politiske embeder og sikre, at kvinder har indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres liv – både inden for og uden for hjemmet, i lokalsamfundet, på regeringsniveau og ved fredsforhandlinger. Og det kræver, at kvinder har frihed fra vold, har adgang til sundhedsydelser og har mulighed for at træffe deres egne seksuelle og reproduktive valg.

Behovet for at tackle disse uligheder er konsekvent dukket op i de konsultationer om den næste udviklingsdagsordenen efter 2015, som FN har foretaget. I en MyWorld-spørgeundersøgelse har uddannelse, sundhed og jobmuligheder – der alle er så centrale for forbedring af kvinders livsvilkår – været blandt topprioriteterne hos de mere end 1,4 millioner mennesker verden over, som har givet deres stemme til kende. I en e-diskussion organiseret af UNDP understregede en bidragsyder vigtigheden af ligestilling mellem kønnene på denne måde: ”Et samfund der svigter sine kvinder og piger, svigter i sidste ende sig selv.”

Det er tid til forpligtigelse. Tid til at investere vores ressourcer i alle aspekter af ligestilling og i arbejdet for at styrke kvinders rettigheder og muligheder. Kun på den måde kan vi realisere alle menneskers rettigheder og skabe en mere inkluderende, bæredygtig og modstandsdygtig verden.