Ny direktør for UNDP’s Nordiske Kontor

28 feb 2012

Det er en kvinde med bred indsigt i internationale forhold og FN’s arbejde, der den 20. februar har overtaget chefstolen for UNDP’s Nordisk Kontor. Camilla Brückner afløser Jakob Simonsen, der går på pension efter 32 år i FN systemet.

Camilla vender tilbage til Danmark efter seks år i New York. Her har hun de seneste tre år siddet i stillingen som underdirektør og vicekabinetchef ved UNDP's Direktion i organisationens hovedkvarter.

Camilla har længe været engageret i dansk udviklingssamarbejde og har bl.a. været ansat i Udenrigsministeriet som sektionschef i det udviklingspolitiske kontor og senere udstationeret ved den danske FN-mission i New York. På FN missionen fungerede hun bl.a. som stedfortræder for den danske FN-Ambassadør og ledte FN- missionens afdeling for økonomiske og sociale anliggender.

"Jeg ser meget frem til at arbejde med UNDP’s engagerede nordiske partnere på alle niveauer og til at være med til at styrke det tætte forhold og indsatsen mod de mange fælles målsætninger. UNDP er en vidtfavnende verdensomspændende organisation, og en central spiller når bæredygtig menneskelig udvikling skal fremmes for den fattigste del af jordens befolkning.  Det bliver spændende at skulle være med til at udbrede kendskabet til udviklingsarbejde i Norden, og demonstrere FN og UNDP’s stigende relevans  i gennemførelsen af nordiske udviklingsprioriteter."