Mobile retssale bringer retfærdighed til Pakistans udkantsområder

Mobil retssal

I en fjerntliggende landsby i udkanten af Peshawar, Pakistan, er en retssag i gang. Stenografen taster løs, dommeren lytter anspændt og køleranlægget arbejder på højtryk for at holde rummet køligt alt imens to husejere diskuterer om 6000$ USD. Men dette er ikke en ordinær retssal, det hele finder nemlig sted i en stor grøn bus.

Siden august 2013 har UNDP støttet et antal mobile domstole, som den grønne bus. Derigennem har UNDP hjulpet med at nedbringe ventetiden på retssager markant og øget retssikkerheden i selv de mest fjerntliggende og kriseramte områder i Pakistan.

I den omtalte ejendomssag indgik parterne kompromis og blev enige om den halve sum med hjælp fra mæglere.

’’Vi er glade nu’’, siger Atta-ur-Rehman, en af sagsøgerne. ’’Fordi vi selv nåede til enighed med hjælp fra mæglere, føler ingen sig forurettet. En sag, der har været kørende i over et år, blev løst på minutter her’’.

Retfærdighed i Pakistan kan være en længere proces. Nogle retssager forløber over flere år, inden de kommer for retten. I mere fjerntliggende egne får sager måske aldrig mulighed for at blive afprøvet ved en domstol.

Pakistan har et langsommeligt retssystem, høje advokathonorarer og dårligt offentligt transportsystem, hvilket tilsammen gør det vanskeligt at få adgang til en domstol. Fattige landsbybeboere, som ikke har råd til de høje omkostninger forbundet med en retssag og kvinder hvis sociale status gør dem udsatte, har særligt ugunstige betingelser i forhold til at få bragt deres sag for retten og for at opnå retfærdighed.

Højdepunkter

  • Mobile domstole sparer transporttid og øger tilgængeligheden til domstole i fjerntliggende områder.
  • 6 mobile domstole vil være på gaden ved årets udgang.
  • Civile retssager tager 6 dage at blive løst i gennemsnit, hvor kriminelle sager kan løses på 2 dage.

I mange fjerntliggende områder forværredes situationen af konflikten i 2007-2009, der også skadede den retslige infrastruktur. De mobile domstole har dog været med til at ændre på dette.

’’Adgang til domstole vil nu blive meget nemmere, især for de fattige, da der ikke vil blive opkrævet et procesførelseshonorar’’, siger Saira Bano, en kvindelig civil dommer, der arbejder ved domstolene, og hvis uddannelse UNDP har støttet.

De nye domstole, som kan behandle 6 civile eller kriminelle retssager om dagen, vil også lette presset på de formelle domstole, idet de mobile domstole er med til at løse mindre og lokale stridigheder. I mange tilfælde tilbyder dommeren de to parter at løse deres stridigheder ved hjælp af mæglere, så de kan undgå en formel retssag. Endnu bedre er det, at de nye domstole sparer sagsøgerne den lange og anstrengende rejse ind til storbyerne.

’’Mere end halvdelen af befolkningen i de fjerntliggende egne rejser til storbyerne for at få afgjort retssager. Ved hjælp af de mobile domstole vil tusindvis af mennesker kunne få afgjort retssager ved deres dørtrin,’’ siger Dost Muhammad Khan, Retspræsident ved Overretten i Peshawar. ’’Vi håber, at dette initiativ vil accelerere administrationen af retssager og bekæmpe kriminalitet.’’

Domstolene opererer under Overretten i Peshawar’s autoritet. Det er UNDP’s intention at have 6 mobile domstole på gaden inden for det næste år. 9 dommere og 18 advokater er blevet uddannet af UNDP i alternativ konfliktløsning for at fremme endelige afgørelser af retssager i de nye domstole.

’’Etableringen og opretholdelse af en retsstat er afgørende for langsigtet fred og for effektiv beskyttelse af menneskerettigheder og vedvarende økonomisk udvikling,’’ siger Marc-André Franche, UNDP's landechef for Pakistan.

Støtte til retssystemet er kun et aspekt af UNDP’s forsøg på at forbedre justits- og sikkerhedssektoren efter konflikten.
Andre UNDP projekter i området inkluderer kapacitetsopbygning af politiet, de lokale regeringer, anklagere, advokatsamfund, civilsamfundsorganisationer og andre relevante organisationer med fokus på retssystemet. Projektet er finansieret med støtte fra den hollandske og schweiziske regering.