''Nu eksisterer jeg'': Identifikationskort uddeles i Burundi


Mayisha Sikitu fra Bujumbura, Burundi. Foto: UNDP.

I den vestlige verden er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan det må være ikke at have et identifikationskort. Men i Burundi er det hverdag for mange. Man kan ikke stemme, man kan ikke få sin stemme hørt og man kan bestemt ikke stille op til valg. Men det stopper ikke der.

Højdepunkter

  • 46% af Burundis senatorer er kvinder, hvilket er en af de højeste procentdele i verden.
  • Kun lige over halvdelen af Burundis kvinder kan læse, og landet har verdens sjettehøjeste mødredødelighed.
  • Knap en million burundiere, af hvilke 59% kvinder, modtog deres identifikationskort igennem det UNDP-støttede program.

Mayisha Sikitu bor i Buyenzi, en landsby i Bujumbura, Burundis hovedstad. Hun har fem børn; Karara, Hami, Jola, Mariam og Hodari. Hun fødte sin yngste, Hodari, på et hospital i oktober 2009 takket være et socialt program, der tilbyder gratis fødselshjælp. Desværre kunne hun ikke benytte samme mulighed for Karara, Hami, Jola eller Mariam. Hun havde nemlig ikke et identifikationskort, for hun havde ikke råd til administrationsgebyrerne.

I 2009 greb Sikitu dog muligheden og tog imod hjælp fra et UNDP-støttet program, der leverede gratis identifikationskort til Burundis borgere i forbindelse med valgprocessen frem mod 2010.

Resultatet af dette var, at 968.882 burundiere, af hvilke 59% kvinder, fik et identifikationskort. Med yderligere hjælp fra den schweiziske regering var kampagnen også yderst succesfuld med at mobilisere borgerne politisk. Stort fremmøde til uddelingerne betød, at omkring 40.000 kort kunne uddeles om dagen, hvilket bemyndigede næsten 1 million burundiere til at modtage de rettigheder og det ansvar, der hører med til at være en anerkendt borger.    

”Det har betydet meget for mig at modtage et identifikationskort gratis”, fortæller Sikitu. ”Jeg har aldrig haft råd til et identifikationskort, så jeg havde overbevist mig selv om, at jeg ikke havde brug for et, eftersom jeg sjældent forlod landsbyen. Men hvad jeg ikke forstod dengang var alle de muligheder, kortet giver mig.’’

Udover at modtage gratis fødselshjælp, da hun fødte Hodari, kan Sikitu nu også deltage i offentlige arrangementer.
”Før jeg havde mit identifikationskort, var jeg nødt til at løbe den risiko, at jeg måske ville blive smidt af bussen, når jeg skulle ind til byen for at handle eller sælge mine varer. Uden et identifikationskort ved politiet ikke hvem jeg er, hvilket gør mig til en trussel”, forklarer hun.

”Flere gange har politiet beordret mig af bussen for at sætte mig på fortovet. Det betød, at jeg ikke alene måtte klare mig uden at få solgt mine varer den dag, jeg mistede også nogle af dem. Mine børn måtte gå sultne i seng i flere dage.”

46% af Burundis senatorer er kvinder, hvilket er en af de højeste procentdele i verden. Overalt omkring hende ser Sikitu fordelene for kvinder af de gratis identifikationskort.

”I modsætning til mig har min datter, fordi hun har et identifikationskort, kunnet gifte sig på lovlig vis. Med mit identifikationskort var jeg i stand til at være vidne til hendes bryllup. Takket være identifikationskortene har mine venner kunnet stille op til valg, og jeg har kunnet stemme på dem. Jeg overvejer faktisk selv at stille op nu”, fortæller Sikitu.

Da Sikitu bliver spurgt, hvad hun bedst kan lide ved sit nye identifikationskort, svarer hun med sjælden begejstring: ”Nu kan jeg stemme, jeg kan bevæge mig og jeg behøver ikke hente min mand, hver gang noget skal ordnes. Nu eksisterer jeg.”