Om UNDP's nordiske kontor i Danmark

UNDP’s nordiske kontor åbnede i København i 1993 og repræsenterer UNDP i de nordiske lande – Danmark, Sverige, Norge og Finland. Kontoret er overordnet ledet af Camilla Brückner (siden februar 2012) og har i dag en kommunikationsmedarbejder siddende i hver af de fire hovedstæder.

Repræsentationskontoret er del af UNDP’s Bureau of External Relations and Advocacy (BERA), som er ansvarlig for UNDP’s globale partnerskaber og donor relationer. Det nordiske kontor fungerer som bindeled mellem de nordiske lande og UNDP’s hovedkvarter i New York og hjælper med at formidle det historisk-tætte partnerskab mellem UNDP og de nordiske lande.

Kontoret leverer politisk analyse og kommunikerer UNDP’s mandat, organisationens arbejde for at forbedre levevilkårene for fattige i udviklingslande samt resultaterne af dette arbejde. Vi arbejder ligeledes for at styrke den internationale udviklingsdagsorden i de nordiske lande, herunder særligt i disse år, behovet for at accelerere indsatsen for at nå 2015-målene, samt fremme den politiske fokus på vigtige udviklingsspørgsmål i post-2015 øjemed, såsom lighed, menneskerettigheder, inkluderende social og økonomisk udvikling, bæredygtighed og fred og sikkerhed.

Derudover arbejder UNDP’s nordiske kontor også med privatsektoren og forsøger at udbrede kendskabet og tilslutningen til Global Compact samt formidler partnerskaber med nordiske virksomheder for at fremme grøn vækst i udviklingslande.

I Danmark arbejder UNDP’s nordiske kontor tæt med Udenrigsministeriet, parlamentarikere, de danske civilsamfundsorganisationer og det danske erhvervsliv. Gennem nationale og lokale medier og journalister forsøger vi ligeledes at målrette vores kommunikationsarbejde mod den brede danske offentlighed.

Konkret bidrager eller arrangerer UNDP’s nordiske kontor i Danmark en række seminarer og konferencer om aktuelle udviklingsspørgsmål og blander os i den danske udviklingsdebat så vidt muligt. I den forbindelse bringer vi centrale UNDP og andre FN aktører og samarbejdspartnere rundt om i verden til Danmark for at øge vidensdeling og styrke erfaringsudvekslingen. Hvert år lancerer vi også UNDP’s Human Development Report (HDR) og andre relevante nye UNDP rapporter, der kunne være af interesse i Danmark. UNDP’s nordiske kontor er desuden partner i den danske 2015-måls kampagne Verdens Bedste Nyheder, sammen med Danida, 80 danske civil samfundsorganisationer og et stort antal private virksomheder. I samarbejde med andre FN organisationer i Danmark står vi også for årlige feltture for parlamentarikere til et udviklingsland. Og endelig understøtter kontoret en række samarbejdsmissioner til Danmark eller til FN’s hovedkontor i New York.

Human Development Report

 Human Development Report 2014: Sustaining Human Progress
Human Development Report 2014: Sustaining Human Progress

I 1990 lancerede UNDP sin første Human Development Report (HDR), som introducerede begrebet menneskelig udvikling, og udfordrede den traditionelle måling af udvikling ved at inddrage ikke-økonomiske parametre, som uddannelsesniveau og sundhedstilstand (levealder).  Rapporten er siden udkommet årligt og lanceres med udgangspunkt i et nyt udviklingstema hvert år samt med friske data og en fortsat udbygning af relevante indikatorer for menneskelig udvikling under et såkaldt Human Development Index, ud fra hvilket verdens lande bliver rangeret. 

HDR skrives af forskere og specialister inden for det pågældende område og er som følge af sin faglige dybde blevet et vægtigt bidrag til den globale udviklingsdebat og i flere tilfælde dagsordenssættende.

Udover de globale rapporter udarbejdes der også regionale og nationale HDR rapporter.

Læs den seneste Human Development Report "Fasthold menneskelige udviklingsfremskridt: Reducer sårbarheder og styrk modstandsdygtighed" 2014 her (engelsk) og dansk sammendrag her

UNDP's øverste chef
Helen

Helen Clark er chef for FN’s Udviklingsprogram siden 2009 og fungerer ligeledes som formand for FN’s Udviklingsgruppe (UNDG). Clark er tidligere statsminister i New Zealand fra 1999 til 2008. Hun er UNDP’s første kvindelige top chef.

Læs mere på undp.org (på engelsk)
UNDP kort fortalt

UNDP er FN’s globale udviklingsprogram. Vi arbejder i hele verden og samarbejder med nationale partnere for at styrke demokrati samt bæredygtige og legitime institutioner, som kan forbedre folks liv.

 

Oprettet: 1966

Hovedkontor: New York

Lande: 177 lande og territorier

Budget: $5,9 milliarder

Top 10-donorere: Japan, USA, Norge, Storbrittanien, Sverige, Holland, Canada, Danmark, Tyskland, Australien

 

Læs mere i UNDP's årsrapport

Pressekontakt
Mette Fjalland +45 45 33 60 08
mette.fjalland@undp.org